Mads Winther Albæk (født 14. januar 1990) er en dansk fodboldspiller, der i øjeblikket spiller på midtbanen hos FC Midtjylland. Han spiller desuden på U21-landsholdet.
Han begyndte karrieren i Gadstrup IF og kom i 2001 til Herfølge Boldklub. Under tiden i Herfølge var han på prøve i de udenlandske klubber SC Heerenveen og Tottenham Hotspurs.
Klubkarriere
I 2004 var den 14-årige Mads Albæk blandt de første unge spillere, som blev optaget på FC Midtjyllands nyoprettede fodboldakademi i Ikast. Albæk kom fra Herfølge Boldklub, hvor den unge sjællænder havde slået sine folder siden 2001.
Trods sin unge alder er Mads Albæk i dag en integreret del af FC Midtjyllands Superliga-mandskab. Den spilfordelende midtbanespiller har på halvanden sæson - fra debuten mod Esbjerg i foråret 2009 til sommeren 2010 - opnået 48 kampe for førsteholdet i Midtjylland.
Mads Albæk har af flere omgange været i søgelyset hos udenlandske klubber og har blandt andet været til prøvetræning hos Heerenveen og Tottenham. Men selvom udlandet kalder på den unge spiller, har Albæk valgt at blive i FC Midtjylland og forlænge sin kontrakt til 2014 - også for at sikre sig spilletid inden det forestående UEFA U21-EM i Danmark:
- Der er ingen tvivl om, at U21 EM ville være et perfekt udstillingsvindue. Og en plads i truppen dér er da også målet ved siden af at gøre det godt i dagligdagen i klubben, fortalte Mads Albæk til FC Midtjyllands hjemmeside ved sin kontraktforlængelse i marts 2010.
Landshold
Med Mads Albæk på banen kan Danmark ikke tabe. Sådan så det i hvert fald ud, da Albæk gik ubesejret igennem sine første ni landskampe for U16 og U17, hvor blandt andre England fik en snitter på 4-0. Men ti måneder efter sin debut mod Slovakiet i foråret 2006 satte upåagtede Wales en stopper for Mads Albæks landsholdsstime med en smal 2-1 sejr over Danmark på Richmond Park.
2006 var generelt et rigtigt godt år for Mads Albæk, der blev hædret af DBU med Arlas Talentpris som største danske talent under 17 år.
Som 19-årig fik Mads Albæk sine første spilleminutter på U21-landsholdet, da han kom på banen i stedet for Kasper Povlsen i træningskampen mod Sverige den 12. august 2009 - og siden da er det blevet til en god håndfuld officielle kampe på U21 for den boldfaste midtbanespiller.
Billede