I dameafdelingen har vi i indendørs 2 hold. Hold A, der spiller i officiel DGI række, og Hold B, der spiller 3 spillerunder mod lokale hold.
Hold A har gennem 4 turneringsrunder under DGI spillet sig til at blive amts mester for denne sæson og dermed kvalificeret sig til at deltage i dette års landsmesterskab i indendørs fodbold. Hold B er endnu ikke færdige med deres spillerunder, men ligger rigtig godt med kun sejre på nuværende tidspunkt.
Hold A har således været af sted d. 12-13. februar til DGI Landsmesterskaber i Vingsted centret ved Vejle. Dette landsstævne er altid en hyggelig og sjov tur for os, hvor vi får dyrket det sociale samvær og spillet en masse bold.
Den 12. februar om morgenen mødtes 7 friske kvinder (Henriette Seiersen, Henriette Weibel, Helle Iversen, Helle Eriksen, Majken Christiansen, Eva Nielsen og Mariannne Pørksen), ved hallen og trillede af sted mod Vingsted centret. Vi ankom, efter obligatorisk pitstop på Fyn for fastelavnsboller og kaffe, omkring kl. 11.00, så holdleder Henriette kunne nå sit DGI møde. Vi fik tildelt værelser og skulle så derefter gøre klar til første kamp kl. 12.10. Vi skulle om lørdagen spille 3 kampe. Alle tre blev vundet, så vi endte med max point og en målscore på 11-3. Se det var jo en dejlig ting, for det er faktisk første gang, at vi har kvalificeret os til A mellemrunden om søndagen. Vi har spillet talrige B-finaler (tabt dem også??) men nu var vi i A mellemrunden J Så det skulle fejres?.vi hyggede med kortspil og lidt godt og koldt at drikke til indtil der var buffet kl. 19.30. Der blev traditionen tro spillet op til dans af et (formentlig) lokalt band, men de fleste af os fik da danseskoene sat i gang.
Næste morgen efter diverse sving om og hyggelige stunder i baren fra om aftenen, var vi klar til morgenmad og vi skulle spille 2 kampe i mellemrunden. Første kamp var kl. 10.30, så det var til at overskue, men det var jo mod de flerårige DGI mestre, Fladså, så der skulle kæmpes og det blev der, kampen endte 3-3. Næste kamp var 1 ½ time efter mod DGI Fyn, som også er ret skarpe. Vi kæmpede bravt igennem de 9 minutter, men måtte se os slået med 4-1 i sidste ende. Det var lidt surt, så tæt på og alligevel så langt fra. Men Fladså endte med at blive mestre endnu engang og DGI Fyn nappede bronze, så uanset hvordan vi vender og drejer det, kom vi længere til DGI Landsmesterskab end vi nogensinde har gjort før. Sådan!
Nu venter vi spændt på at se hvordan sidste spillerunde kommer til at gå for hold B, om de gør rent bord og kommer igennem uden nederlag, det håber og satser vi på.
Vi har alt i alt haft en rigtig god indendørs sæson og glæder os til at tage hul på udendørssæsonen og få græs under fødderne.
De bedste fodboldhilsner,
Old Girls afdelingen